Abstinens

Jeg har igår og idag malet de mest trængende dele af lejligheden. Jeg ved ikke hvad det er, men det er som om at jeg dårligt skal åbne en malerbøtte før min hjerne sætter ud og jeg bliver super distræt.

For det første tror jeg ALTID at malertape er for fulde håndværkere, for alle kan da male et panel uden at ramme ved siden af… For det andet mister jeg totalt min korttidshukommelse. Det ene øjeblik kan jeg tænke: “Nu maler jeg lige den ene halvdel af gulvet, og så henter jeg boller og vand inden jeg maler resten og dermed ikke kan komme ud af lejligheden i 3 timer.” Det næste øjeblik står jeg så med penslen i hånden og ser tilfreds på det færdigmalede gulv… og bollerne der står på køkkenbordet 3 timer væk.

Og det bekymrer mig oprigtigt at jeg kan male et dørtrin, for så at træde på selv samme dørtrin når jeg skal ind for at dyppe penslen..
Slutteligt har jeg en totalt mangel på respekt for de på malerspanden angivne tørretider.. Jeg har en eller anden ide om, at hvis jeg bare lister på tærene, så kan jeg sagtens gå på det ny-malede gulv efter en halv time. Om teorien baserer sig på en ide om at maling ikke kan smitte af på tå-spidser ved jeg ikke – men det ender hver gang med noget snavs. Det skal siges at den teori er blevet modbevist så mange gange i mit liv at man skulle tro at jeg ville huske det til min dødsdag.

Men resultatet er superflot og jeg vil nyde det lige indtil imorgen hvor jeg sikkert spilder kaffe eller andet der efterlader permanente pletter på det.

Jeg begyndte min dag med at gå i Føtex og ekvipere mig med en flaske kendt rengøringsmiddel, der skulle virke med et BANG og snavset er væk. Fuld af energi og gode intentioner begyndte jeg at gøre rent. Jeg gør rent efter parolen om at det skal være meget meget skidt før det bliver godt, hvilket betyder at jeg kaster om mig med alt muligt – ud med møblerne fra et rum mens jeg gør rent i et andet, ud med møblerne fra det næste rum osv. Imidlertid havde jeg ikke i min tornadosky af renlighed regnet med at bliver totalt slået ud af min fine lille pink sprøjteflaske med magisk rengøringsvand. Av mit hoved!! Jeg sidder i skrivende stund og skriver blogindlæg med alle vinduer pivåbne og hundefryser med en pink cardigan bundet om næsen og en let malerhjerne. Omkring mig er lejligheden i et stadie af kaos og kan bedst betegnes som en god gammeldags rodekasse. Men her lugter rent.. her lugter faktisk så rent at man godt kunne tænke sig at det lugtede lidt mindre rent.. Jeg overvejer om jeg skal gå ud på langelinie og stjæle en af de der hvide dimser til at sætte over næsen fra en kineser. Men faktum er at jeg er nødt til at færdiggøre mit rengøringsprojekt for ellers udvikler min midtvejskrise sig til et rengøringsblackout.. På med vanten – BANG jeg er væk.

Når man som jeg bor på Vesterbro og elsker at spise mad som andre har lavet, får man hurtigt et kendskab til områdets caféer og restauranter. Min kæreste og jeg har gjort meget ud af at få prøvet lidt af det hele, lige fra cafe-burgere til gourmet. Men der er ét sted, jeg gang på gang på gang er gået forbi, uden at føle lyst til at slå mig ned til en kop kaffe. Jeg ved ikke præcis hvad der afholder mig, for stedet er populært og klientellet ligner mig til forveksling. Jeg kan dog godt være influeret af min kærestes historier om caféens stemning, som han beskriver som værende jævnt påtaget og præget af en “mig og min mac-tendens”. Men jeg ved også godt at min bedre halvdel har for vane at overdrive for underholdningens eller forståelsens skyld.

NÅ, men for et par uger siden brød jeg min egen vane og gik op ad trappen til Bang og Jensen i stedet for at passere den. Da jeg kom ind af døren blev jeg mødt af et inferno af lysende mac-æbler. Den før nævnte “mig og min mac-tendens” lignede nærmere end “mig og min Mac-Bang og Jensen medlemsuniform” og jeg følte mig pludseligt lidt som hvis man gik ind i svømmehallen uden badetøj på. Jeg kunne dog se at jeg ikke var alene om at falde udenfor – henne i hjørnet sad en synligt utilpas PC-bruger med skærmen i en upraktisk og ergonomisk ubehagelig vinkel ind mod væggen og en uroligt trippende fod under bordet, der trods en afslappet overkrop, lignede noget der helst ville stikke af. Egentligt synes jeg det var mere synd for hende – jeg kunne i det mindste lade som om at jeg bare havde glemt min Mac derhjemme..

På trods af min manglende uniform, gik jeg op i cafeens overraskende store baglokale, der er godt stoppet med forskellige sidde/slængemøbler i gammelt design – nogen kalder det patina. Trods min kærlighed til gamle møbler og design vil jeg nu nok mene at stedet så lidt ud som om at en retrofanatisk indretningsdesigner med hang til slid og massiv overmøblering, havde kastet op i rummet – just my oppinion. Mens min kæreste hentede kakao sad jeg alene i en stor læderstol, der var svær at sidde i, hvis ikke man havde planer om en offentlig lur, eller som resten af klientellet var kommet for at drikke kaffe og nyde en tilbagelænet one on one time med en Mac på lårene.

Jeg blev pludseligt grebet af utilpashed over min manglende teknologiske signalværdi og begyndte febrilsk at klappe mig på lommerne for at finde min Iphone. Jeg tænkte at jeg ligesom min sidemand kunne lægge den frem på bordet og på den måde sikre min eksistensberettigelse på cafeen – men jeg havde glemt den – fuck. Jeg brugte i stedet tiden til skjult at betragte caféens andre gæster. Det var tydeligt at de allesammen måtte være beskæftigede med det danske lands sikkerhed eller lignende, for deres ansigter var synkront foldet i dybt seriøse miner og virkeligt tæt på skærmen.. Ansigterne blev dog troligt vendt granskende -kritisk mod indgangen hver gang nye besøgende kom ind – “Hvor er din Mac?”.

Da min kæreste vendte tilbage med to kopper god kakao begyndte vi begge at drikke den i dyb stilhed, for det er ikke en café, der summer af hygge og samtale. Det eneste der summer er blæserne i de mange Macs og espressomaskinen, der holder liv i den ikke-batteridrevne halvdel af caféens mange kærestepar. Så vi hviskede lidt til hinanden om vejret og andre ufarlige emner, der kunne tåle at blive overhørt af de meget nære naboborde.

Vi forlod caféens dunkle og tyste stemning og trådte ud i lyset og livet på Istedgade – med os havde vi en god kop kakao der varmede i maven og en stensikker overbevisning om – at der behøver vi ikke at komme igen.

Jeg sidder i skrivende stund og slapper af til en god gammeldags western, hvor hovedpersonen er en bitter, dødsensfarlig ordekvilibrist, spillet af Clint Eastwood i topform med evigt mistroisk rynkede bryn og en bister hængende mundvig. En Eastwood der må så frygteligt meget igennem for at hævne sin egen mislykkede hængning. Det er ikke just en film jeg ville låne i BB, men slet ikke værst at bruge en kristen helligdag på, når nu kristendommen ikke er det man bruger mest tid på i livet. Det er den slags film hvor helten, i den største krise reddes af byens lækreste dame, der tilfældigvist kom forbi iført hårlak og vepsetalje og hvor skurken hedder “svenskeren”. På intet tidspunkt tvivler jeg på om Clinten klarer den og ridder væk i solnedgangen mens den lækre dame vinker ham farvel med en hæklet lommetørklæde og en tåre i øjenkrogen. På intet tidspunkt er jeg i tvivl om hvem der er de gode og hvem der er de onde (alias: dem med rådne tænder). På intet tidspunkt mister jeg grebet om den knaldrøde tråd, der ikke viges fra et sekund. Jeg kan endda skrive et blogindlæg uden at tabe tråden. Men det gør ikke filmen dårlig. Tværtimod er det befriende at se en film, der kan fordøjes med et træt og underudhvilet hoved i feriemode. Det er dejligt at kunne lade sig underholde i halvanden time mens barnet sover, uden at blive konfronteret med sin egen manglende koncentration eller evner til at følge 17 forskellige plots med hver sin tvetydige antiheltsagtige hovedperson. Den eneste tanke jeg beskæftiger mit hoved med er, om det mon kaldes en spagetthi-western fordi clint eastwood er så tynd? Og om eastwood får ram på skurken med en usandsynligt hurtigt trukket gun og en smøg i flaben, eller om han nakker banditten med et par velanrettede næveslag fulgt op af et lettere asynkront lydspor med næveslagslyde anno 1970erne- slamslammelambam

I løbet af formiddagen er det gået op for mig at jeg er ved at blive rigtigt voksen.

Men ikke voksen på den kedelige måde – ikke på den rynkede og krumbøjede måde.

Dan jeg kiggede mig i spejlet i morges var jeg tilfreds. Ikke fordi den er flottere idag end for 5 år siden – men fordi jeg har fundet i fred med hvordan jeg er skabt tror jeg.

Da jeg var yngre kunne jeg stå i timevis og granske min krop for de mindste fejl og ujævnheder. Jeg sugede maven ind og klemte huden bag på mine lår sammen for at de skulle slankere ud. På trods af at jeg vel at mærke var helt normal, måske endda i rigtig flot form.

Jeg kunne stirre mig ond på mine bryster, fordi jeg var helt sikker på at de ikke var lige store, og jeg var først rigtigt glad når de blev gemt bag en dobbeltvatteret Push up BH, der pressede alting i den “rigtige retning.”

Jeg var FRUSTRERET over at min mave – på trods af daglige maveøvelser og diverse sindssyge suppekure forblev blød. Vel at mærke blød i den forstand at jeg havde en delle når jeg sad ned og krummede mig sammen.

Jeg ELSKEDE den drengede britpopstil, der var moderne i tiden og HADEDE som følge af samme min talje og hofter, der ødelagde looket totalt.

Jeg kunne stå i flere timer og justere enkelte hårstrå og frisere øjenbryn.

Men jeg var ikke anorektisk eller specielt fanatisk – jeg tror bare jeg var en HELT almindelig teenagepige.. så THANK GOD det er slut.

Det er fedt at bliver ældre og finde en ro i sig selv. Ikke at jeg nu er ligeglad – jeg har bare lært ikke at forfalde til hysteri og fokusere ved de ting der er flotte, charmerende og personlige elementer i mit udseende. Jeg har ikke et ikon jeg stræber efter at ligne – jeg går efter at ligne mig selv, på den bedst mulige måde.

Idag er det kvindernes kampdag. Og jeg synes det er på tide at vi revolutionerer ligestillings-kampen. Jeg synes det er på tide at vi finder et fokus, der fordrer lige respekt mellem kønnene uden dermed at presse os til at blive ens.

Jeg forkaster ideen om at kvindelighed er lig med svaghed, og at styrke i vores samfund er opgjort i kroner og øre.

Jeg er selv datter af en dedikeret rødstrømpe. Datter af en kvinde der gav fingeren de borgerlige parcelhuse og frikadelle-kærnefamilien for at rejse ud i verden uden mål og uden mindreværd.

Hun rasede og rodede og romantiserede i mange år indtil hun fandt sin vej på kunsthåndværkerskolen. Her rasede, rodede og romantiserede hun i fire år og mødte så min far, som hun blev gravid med – nærmest lige med det samme..

Men hun rodede og rasede stadig – og til min mormors kommentar om “..at nu ved vi da hvor vi har dig..” svarede hun arrigt at DET kunne hun ikke garantere – og at hun iøvrigt ikke var i tvivl om at min far skulle have os børn hvis de blev skilt.. Ingen bånd bandt min mor..

Men på trods af de mange kampe – blev hun.. Og hun har været der i over 30 år.. Men ikke fordi hun burde, eller fordi hun ikke turde andet.. Det er fordi hun har valgt det. Og hun har VALGT at lade min far udfylde en forsørgerrolle, og dermed have mulighed for at dyrke sin kunst. Hun har valgt at gå derhjemme på halvtid og være MOR med stort M! Hun har valgt at lave god og sund mad og gøre det med stor kreativitet og begejstring. Og nu sidder hun ivrigt og strikker kjoler til min datter – og hun gør det med den største glæde.

Man kan altså objektivt sige, at kønsrollerne i mine forældres forhold har været meget traditionelle – og at min mor ikke har været ligestillet med min far – i kraft af at hun har varetaget “kvinde-opgaverne” i hjemmet og ikke haft samme indkomst. Men det er her jeg opponerer.

Min mor og min far respekterer hinanden og deres livsvalg. De søger råd hos hinanden, kritiserer hinanden og elsker hinanden højt. Deres forhold er et udtryk for et dagligt valg om at være sammen. Et valg der udspringer af at de har skiftes til at støtte om omkring hinandens drømme og aspirationer.

Jeg forstår ikke at ligestilling er reduceret til ligeløn og lige ret til at arbejde. Og at rollen som mor dermed bliver negativt ladet, “for så får man ikke lige så meget i pension…“. Hvor er ligestillingen for børnene? Skulle vi ikke se på ligestilling mellem børn og arbejde?? Trænger børnene ikke til en op-prioritering? Hvor er ligestillingen mellem ambitionerne? Er det ikke ligeså godt at have en ambition om at være god til at være mor, at lave god og sund mad til sin familie, at være i kærlighedsoverskud..? Kan man ikke stadig være et lige så godt køn?

Jeg har ikke penismisundelse – jeg har ikke en ide om at jeg først opnår mit fulde potentiale, når jeg får en plads i en bestyrelse eller tjener ligeså meget som min kæreste. Jeg går ikke og drømmer om at være en mand – jeg er stolt af at være kvinde. Jeg elsker forskellen. Hvis jeg en dag skal besidde en høj stilling vil jeg håbe at det bliver pga. mine kvaliteter og ikke på trods af mit køn – eller på grund af mit køn for den sags skyld.

Jeg synes at ligestilling anno 2010 må handle om, at jeg kan sige højt og tydeligt at jeg ELSKER mad-programmer i tv. At jeg ELSKER mit hjemmeliv og ALDRIG ville tage et arbejde, der satte min rolle som mor over styr. At jeg sætter en personlig ære i at lave god mad og skabe varme omgivelser for os selv og eventuelle gæster. At jeg stemmer på baggrund af de bløde værdier og trods min uddannelse har en indre drøm om at stå som ekspedient i en tøjbutik – bare fordi jeg så er omgivet af smukke ting hver dag.

Jeg vil kunne være ærlig og stå ved mig selv som kvinde, som mor, som kæreste og som menneske uden at blive bedømt som værende uambitiøs – for det er fandeme ambitiøst at ville skabe en god, sund og kærlighedsfuld familie i dagens Danmark. Ligestillingkampen skal være en kamp for respekt og værdier. Ikke som nu, en kamp for at maskulinisere det kvindelige køn og gøre alle bløde værdier til sekundære.

Jeg synes at ligestillings-begrebet skal åbnes op og foldes ud over andre områder end kvinder og mænds roller i hjemmet og på arbejdspladsen. Vi skal væk fra stigmatiseringen af såkaldte “kvindelige værdier”. Vi skal rive os ud af den økonomiske værdidiskurs og finde tilbage til – ikke bare kønnenes lige ret til at være lykkelige, men børnenes, alderdommens og ungdommens ret til at være lykkelige.

Så for at ære kvindernes kampdag idag – så vil jeg ære min kvindelighed og mine bløde værdier. Jeg vil nyde at tage en pause fra studierne og ræset.. gå ekstra længe i bad og se et afsnit af mit yndlings mad-tvprogram, hente min datter tidligere i vuggestuen – vel vidende at jeg gør det fordi jeg har lyst og ikke ligger under for en plat og forvirret ide om at respekten for mit køn står og falder med hverken kropsbehåring eller bonusordning.

Jeg lavede en fantastisk bønnesalat til min datters fødselsdag, som var meget populær – så vil dele den med alle andre bønne elskere:

Ingredienser:

1 ps grønne bønner (frys ok)
2 æbler
1 håndfuld tørrede tranebær
en håndfuld hakkede hasselnødder

Dressing:
1 spsk stærk dijonsennep
1 spiseske honning
1/2 dcl. vand
saften fra 1/2 mandarin
En smule olie
En smule lys vineddike (eks hindbær vineddike)
En sjat koncentreret frugtsaft (eks. jordbær)

GOD APPETIT!

Pia K fra Dansk folkeparti har modtaget dødstrusler i form at et brev. man mistænker angiveligt 5 personer med indvandrebaggrund for truslerne.

Truslerne kan i bedste fald karakteriseres som karakterstyrkende og underbyggende for Dansk Folkepartis integrationspolitik og som en pind i hjulet på venstrefløjens forsøg på at vælte VKO regeringen – så tillykke til bagmændene, hvis dette var tanken.

Først og fremmest vil jeg udtrykke min personlige afsky for vold og trusler af denne art. Jeg synes det er dårlig stil og tegn på manglende handlingsevne og vaklende intellekt.

Hvis man som minoritetsgruppering vælger at udfordre en så solid instans som Dansk folkepartis ledelse, så er det absurd at tro at man vinder noget ved at gøre sig selv til de stereotyper som Dansk folkeparti retfærdiggør deres politik med.

Dansk Folkeparti høster ikke bare ekstra tv-sendetid og indlysende argumenter for hvorfor alle de “voldige islamister” skal UD! De får også solidaritet og opbakning fra alle andre partier i folketinget. Pia er for en tid urørlig, for man kan simpelthen ikke tillade sig at træde på en der ligger ned.

Slutteligt sidder der over hele Danmark danskere og føler med MENNESKET Pia Kærsgaard – en side af politikeren, som jeg er sikker på at mange spiondoktorer bryder hjernen med at få frem. Men her er hun, i egen høje person. Mennesket med mand og børn og en bred vennekreds og en tåre i øjenkrogen. Og de føler sympati for kvinden hvis kølighed ellers ofte kan få gåsehuden til at krybe op af armene gennem skærmen. Og resultatet af det, er garanteret flere stemmer i Dansk Folkepartis rød-hvide hat, i en tid hvor det ellers så stabile parti for én gangs skyld var på slingrekurs.

Så på en ballade-skala fra 1-10 giver jeg trusselbrevet 1 – på linie med fulde stoddere, der synes det er top-fedt og ballademager-agtigt at holde en raket i hånden mens de tænder lunten og ender som Peter 2-finger.

Et godt råd til bagmændene herfra kunne være: få en kløgtig talsmand, der i modsætning til Naser Khader har ordet i sin magt og kan udfordre en opposition med respekt for deres kompetencer dog uden at kaste sig i armene på de Konservative ligeså snart de byder på en højt belagt mellemmad. Og så i øvrigt – hold jer nu for søren fra dødstrusler og brevbomber – det hjælper ikke på popularitetsskalaen og Pia hest bliver kun højere af den slags idioti. uanset om man kan lide hende eller ej, så er hun lynintelligent og formår at vende de fleste situationer til egen vinding. Så når hun for en gangs skyld er i modvind – så forhold jer FOR GUDS SKYLD I RO!!!

Lad mig lige dele min begejstring for dette vidunder fra Raasta.
Jeg synes det er fedt at Raasta tør at knække farverne og altid skabe noget der stikker ud fra de mest dominerende trends.

Udover at jumperen er 100% uld og ustyrligt lækker at se på, så er den også økologisk hvis man er til den slags.

Ønske ønske…SUK!